Hvem søger privat socialrådgivning?

21-05-2025
I forbindelse med at jeg oprettede mig som privat socialrådgiver der tager sager for privatpersoner stødte jeg ofte på dette spørgsmål - hvem er det der søger privat socialrådgivning? 

 
Hos mange af dem der har spurgt mig lå der en forståelse af at borgere der søger en socialrådgiver er økonomisk underdrejet og i dyb krise. Måske var jeg også i starten selv lidt søgende på hvem der ville have behov for det og hvad der ville være årsagerne til det.

Jeg har kunne konstatere at de mennesker jeg møder ofte har kæmpet og talt deres egen sag i årevis, men at de nu gerne vil skærmes og have en anden til at tage over, der kan tale med kommunen. Ikke fordi de ikke er stærke men fordi de har brug for en pause og der er gået mange års historie med systemerne forud for vores møde.

Jeg ser pårørende der søger støtte til dem de holder af og beder mig bistå i sagen. Jeg ser nogle meget fine og ordentlige mennesker der ikke ønsker at snyde systemet eller konfliktoptrappe en sag, men som har brug for at der er nogen med faglig viden om det de står i, som kan tale deres sag, give dem sparring og hjælpe dem til at få opfyldt de rettigheder de har - hverken mere eller mindre end det.

Jeg ser også mennesker som falder i mellem mange stole. Systemer der ikke var i stand til at gribe eller som prøvede, men var for standardiserede, fortravlede eller bare aldrig fik skabt den rigtige bevægelse. Brugerforeninger findes, men er ofte specialiseret indenfor et afgrænset emne. Netværk og subkulturer hvor privatpersoner rådgiver hinanden opstår.

Der er brug for en større fleksibilitet til at navigere imellem alt dette og det er noget store standardiserede systemer pr defintion har svært ved. Det er her at behovet for en privat socialrådgiver kan opstå og måske er det bare en naturlig udvikling set i lyset af velfærdsstatens udvikling.

Ting som folk taler med en privat socialrådgiver om


  1. Afslag og afgørelser
  2. Mistillid til én fra systemet
  3. Hvilke rettigheder har man når ens barn skal anbringes
  4. Hvad er en børnefaglig undersøgelse og hvilke rettigheder har man
  5. Aflastning
  6. Læse med i e-mails og vigtige papirer og tale om hvad det betyder og være sammen om at læse det
  7. Bisidder til svære samtaler
  8. Partsrepræsentation og behovet for at rådgiveren kan tale på vedkommendes vegne
  9. Helbred der bliver forværret i praktik
  10. Er jeg i målgruppen til fleksjob eller førtidspension ?
  11. Hjælp til at klage over afgørelser og dårlig behandling
  12. Voksne med AdHD, Autisme og andre diagnoser som har brug for støtte i hjemmet
  13. Rådgivning omkring botilbud, hvornår er man i målgruppen til det og hvad skal der ske efter botilbuddet?
  14. Mistanke fra systemet om at man snyder og der er lavet en kontrolsag på én
  15. Samtaler om at være i systemet
  16. Ensomhed og manglende støtte fra netværk
  17. At være forældre til et barn med særlige behov og hvordan det påvirker en og familien
  18. Søskende til børn med særlige behov
  19. Pårørende til ældre mennesker der bliver sendt rundt i mellem hospital og kommune
  20. Rettigheder